Meson Castellano i Playa de las Americas på Tenerife er intet mindre end et autentisk spansk køkken. Restauranten ligger ikke langs Playa de las Americas kendte strandpromenade, men i stedet lidt tilbagetrukket omkring Parque Central de Arona. Derfor skal du gå målrettet efter den, hvis du vil finde den. Og gåturen er bestemt det hele værd.
Meson Castellano er en hyggelig restaurant. Lokalet er indrettet med træmøbler. Overalt er der spanske vine, på væggene er der malerier og udstoppede dyrehoveder og ned fra loftet hænger der den klassiske spanske lufttørrede serranoskinke.
Hos Meson Castellano er der ingen menukort. Der er heller ingen prislister. Tjenerne fortæller dig, hvad du kan vælge, og du kan også gå med dem op til restaurantens glasmontre og selv udpege, hvad det præcist er, du vil spise.
Der er både fisk, kød, salater og supper. Vælg fx mellem hummer, krabber, rejer, kanin, grislinge, tapas, gazpecho, paella, skaldyrsalater og oksekød i diverse former, der bliver serveret på rygende varme fade. Der er masser af kræs for kendere og madelskere.
Alle fødevarer og vine på Meson Castellano kommer fra Spanien. Når du er der, så husk at smage en rød- eller hvidvin produceret på Tenerife.
Det er Manolo, der ejer Meson Castellano. Manolo er født på kanariøerne og åbnede i 1993 Meson Castellano. Sammen med Manolo drives restauranten hver aften af et hold erfarne tjenere, der alle har lynende travlt. Servicen er helt i top.
Kvalitetsstempel nummer 1 hos Meson Castellano er selvfølgelig maden, men kvalitetsstempel nummer 2 er det store antal af lokale gæster fra Tenerife, som besøger restauranten. Når du spiser der, er du ikke kun omgivet af andre turister, men i stedet er der turister blandet med spanske familier, der er ude at spise en god middag.
Meson Castellano er ikke en restaurant med tomme borde. Du kan reservere et bord på forhånd (især hvis du vil have et bord ude), men du kan også tage chancen og kigge forbi. Er der ikke et ledigt bord, er der mange andre restauranter i området.